Forberedelseskursus om læreres mobilitet
Introduktion til rapporterne

Alle institutionerne opslår træningskurser for at forberede seminarielærere og lærere til at undervise i udlandet. Alle disse forberedelseskurser skal indeholde forskellige aspekter: interkulturel, lingvistisk og matematisk uddannelse, derfor forberedte og planlage sprog- og matematiklærere sammen træningskurserne i alle lande.

Den interkulturelle undervisning skal give de involverede lærerstuderende og lærere viden om organiseringen af undervisning i værtslandet og om undervisningspraksis.

Matematikundervisningen skal interessere sig for forskellige tilgange til bestemte begreber, mht. læseplan, didaktik og undervisning i klassen.

Disse træningskurser er meget forskellige i de forskellige lande, både hvad angår organisation og indhold.

De første forskelle kommer fra selve institutionerne. Kun Tjekkiet havde allerede haft undervisning på engelsk på sin kursusplan. I de andre lande skulle der oprettes et nyt kursus for lærere.

Dette nye kursus kunne i Italien inkluderes som en del at den officielle kursusplan for lærerstuderende, og i modsætning hertil var det baseret på frivillig deltagelse i andre lande, med en eventuel reduktion i antallet af undervisningstimer (Danmark) eller uden nogen form for kompensation eller støtte fra institutionen ( Østrig & Frankrig)

Kurserne har altså været mere eller mindre vanskelige at oprette i de forskellige lande.

Der var imidlertid ikke stor forskel på varigheden af kurserne i de forskellige lande, 20 til 30 timer. Men deltagerantallet viser meget store forskelle, fx 1 eller 2 lærerstuderende i Østrig og Frankrig, men 40 i Italien.

Årsagen til den store forskel i deltagerantallet kan også være af kulturelle årsager: manglen på stærke traditioner med lærerudveksling med andre lande nævnes af både Østrig og Danmark, mens Tjekkiet allerede havde gang i et fælles program for matematik og sprog, og havde en stærk tradition for udvekslingsprogrammer med andre lande.

Endelig havde det en stor grad af indflydelse på rekrutteringen af lærerstuderende og lærere, at kurset skulle foregå på et fremmedsprog. I Frankrig var kurset på italiensk, værtslandets sprog. I andre lande var kursussproget engelsk, og til trods for dette har lærere i Danmark ofte ment at deres sproglige niveau var for lavt til at deltage i udvekslinger med andre lande.

Hvad angår indholdet var konceptet for disse træningskurser meget forskelligt i de forskellige lande. Ikke kun det institutionelle grundlag, men også udvekslings-betingelserne, det valgte sprog til kurset og antallet af deltagere var vigtige variabler. I særdeleshed er de beløb, der er afsat til almindelig undervisning og speciel undervisning af besøgslærere, der skal deltage i udvekslingen, meget forskellig i de forskellige lande.

I Italien fokuserede kurset på studier af de forskellige uddannelsessystemer i de involverede lande med sammenligning og diskussion om positive og negative aspekter, mens besøgslærerne stod for den specifikke forberedelse af undervisningen i Østrig og på tysk. I Frankrig og Østrig var træningskurserne derimod fokuseret værtslandet og besøgslærernes forberedelse til at undervise i dette land, om indhold, sprog og undervisningspraksis.

På den ene side hænger det sproglige aspekt, dvs. ordforråd (almindeligt ordforråd, classroom language, matematiske ord) og grammatik, sammen med resten den øvrige træning på alle kurser. På den anden side, afhængig af om sproget på træningskurset var værtslandets sprog eller ikke, var resten af arbejdet for besøgslærerne meget forskelligt fra det ene land til det andet.

Nogle metoder var specielle for visse lande: franske deltagere havde muligheden for at besøge ’Liceo Leonardo da Vinci’ i Paris, hvor de kunne overvære undervisningen og få kendskab til kulturen i italienske klasser. Træningskurset i Tjekkiet inkluderede et besøg på en tosproget skole og observation af videooptagelser af matematiktimer på engelsk.